ESG rapport

ESG rapport

Vi tager ansvar: HPH Totalbygs ESG-rapport 2024/2025

Hos HPH Totalbyg arbejder vi målrettet med bæredygtighed, fordi vi mener, at ansvarlighed i byggebranchen kræver mere end ambitioner og hensigtserklæringer. Det kræver struktur, data og konkrete handlinger. Med ESG-rapporten for 2024/2025 tager vi et vigtigt skridt i retning af større transparens og en mere datadrevet tilgang til vores miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige ansvar.

Rapporten er koncernens første fulde ESG-rapport udarbejdet efter VSME-basismodulet og markerer en videreudvikling af sidste års CO₂-regnskab til en samlet rapportering, der også omfatter sociale forhold og virksomhedsadfærd. ESG-rapporten følger fremadrettet vores økonomiske regnskabsår og udgør fundamentet for det videre arbejde med målbare forbedringer på tværs af organisationen.

I den miljømæssige del giver rapporten et samlet overblik over HPH Totalbygs samlede klimaaftryk. Den samlede CO₂e-udledning for regnskabsåret 2024/2025 udgør knap 21.300 ton CO₂e, hvor langt størstedelen stammer fra Scope 3 – særligt indkøbte byggematerialer som metaller, mineralske byggematerialer og isolering. Det bekræfter, at de største reduktionspotentialer ligger i materialevalg, projektering og samarbejdet med leverandører og underentreprenører. Scope 1-udledningerne knytter sig primært til dieselforbrug på byggepladser og i køretøjer, mens Scope 2 relaterer sig til elforbruget i koncernens domicil, der opvarmes via varmepumpe og suppleres af egen solcelleproduktion.

HPH Totalbyg ESG Rapport

CO₂-regnskabet er udarbejdet i Klimakompasset og i overensstemmelse med GHG-protokollen, hvilket sikrer et robust og sammenligneligt datagrundlag. Samtidig er der arbejdet systematisk med at styrke datakvaliteten – blandt andet gennem anvendelse af aktivitetsbaserede data fra LCA-beregninger på projektniveau. Dette arbejde er afgørende for at imødekomme de skærpede LCA-krav i bygningsreglementet og vores kunders stigende forventninger til dokumenteret bæredygtighed.

Rapporten giver også et indblik i HPH Totalbygs arbejde med ressourceforbrug, cirkulær økonomi og affaldshåndtering. Byggeriet er en ressourceintensiv branche, og derfor arbejder vi målrettet med at reducere spild, øge sorteringen og fremme genbrug og genanvendelse på vores byggepladser. I regnskabsåret har vi været i en overgang fra ekstern sortering til fraktionsopdelt affaldssortering direkte på pladserne, understøttet af klare sorteringsvejledninger, instruktion og tæt samarbejde med affalds- og logistikpartnere. Samtidig har vi implementeret takeback-ordninger for plastemballage og arbejdet struktureret med jordhåndtering, hvor ren jord i videst muligt omfang genanvendes lokalt, mens forurenet jord håndteres med fuld sporbarhed og dokumentation.

Den sociale del af ESG-rapporten sætter fokus på menneskerne i og omkring HPH Totalbyg. Medarbejderne er vores vigtigste ressource, og rapporten beskriver arbejdet med at skabe et sikkert, inkluderende og udviklende arbejdsmiljø. Der arbejdes målrettet med arbejdsmiljø, både fysisk og psykisk, med klare ambitioner om forebyggelse, åben dialog og en stærk sikkerhedskultur på byggepladserne. Kompetenceudvikling, uddannelse og samarbejde med uddannelsesinstitutioner er centrale elementer i indsatsen for at sikre en robust organisation, der kan navigere i en stadig mere kompleks byggebranche.

HPH E-nøgletal

Endelig belyser rapporten koncernens tilgang til ledelse og virksomhedsadfærd. HPH Totalbyg arbejder ud fra klare politikker for ansvarlighed, herunder en ansvarlighedspolitik, medarbejderhåndbog og en whistleblowerordning, som understøtter transparens og etisk forretningsførelse. Der er igangsat arbejde med en Code of Conduct målrettet samarbejdspartnere for at sikre fælles standarder for ansvarlig adfærd på tværs af værdikæden. I regnskabsåret har der ikke været sager om korruption eller bestikkelse, hvilket understøtter vores ambition om en sund og tillidsbaseret virksomhedskultur.

ESG-rapporten 2024/2025 er ikke en afslutning, men et udgangspunkt. Den giver et ærligt og gennemsigtigt billede af, hvor vi står i dag, og hvor vi skal sætte ind fremadrettet. Med rapporten har vi skabt et fælles referencepunkt, som skal omsættes til konkrete initiativer i tæt samarbejde med medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Vi tror på, at ansvarlighed skabes gennem handling – og at byggebranchen kun kan bevæge sig i en mere bæredygtig retning, hvis vi handler nu.

Du kan hente hele rapporten her.