Lystrup Idrætsforening

Lystrup Idrætscenter – nye rammer for idræt og fællesskab

HPH Totalbyg A/S har stået for udvidelsen af Lystrup Idrætscenter med ca. 2.500 m² nye faciliteter. Projektet har givet idrætscenteret nye og moderne rammer for både idræt, træning og fællesskab og styrket dets rolle som et centralt samlingspunkt i Lystrup.

Udvidelsen omfatter en ny springhal med gymnastiklokale og depot på ca. 1.100 m² samt en ny ankomstbygning på ca. 1.350 m² med fitnesscenter, kontor, køkken og mødelokaler. Den nye ankomstbygning åbner samtidig centeret op mod Lystrup Centervej og skaber en tydeligere og mere indbydende adgang til faciliteterne.

Sammenbygning med eksisterende faciliteter

En væsentlig del af projektet har været at skabe en velfungerende sammenhæng mellem nybyggeriet og det eksisterende idrætscenter. Det har krævet tæt koordinering af både bygninger, installationer og daglige funktioner. Som en del af projektet er der desuden etableret nye lofter i eksisterende squashbaner og omklædningsfaciliteter samt ny ventilation og opvarmning i den eksisterende hal 2.

Der er samtidig etableret fælles ABA-overvågning for hele idrætskomplekset, så nye og eksisterende faciliteter teknisk fungerer som en samlet helhed.

Et projekt båret af samarbejde

Projektet er gennemført i tæt samarbejde med bygherre, brugere, rådgivere, arkitekter og Aarhus Kommune. Særligt sammenbygningen med de eksisterende kommunale faciliteter stillede krav til løbende koordinering og afklaring af grænseflader.

Samarbejdet blev også fremhævet ved indvielsen. Lauge Dehn, formand for Andelsforeningen Lystrup Idrætscenter, udtalte:

“Sjældent har vi oplevet et samarbejde, der har forløbet så gnidningsfrit og resulteret i et så godt resultat.”

Resultatet er et moderne og sammenhængende idrætscenter, der giver bedre muligheder for gymnastik, spring, fitness og foreningsaktiviteter – og samtidig skaber nye rammer for fællesskabet i Lystrup.

Kontakt os